Film for Pilgrimsruten Esrum-Tisvildevejen

Stort filmprojekt – Største i Undertryk nogensinde

I slutningen af 2019 fik jeg den største filmopgave, jeg nogensinde har arbejdet på i Tegnestuen Undertryk.

Pilgrimsruten Esrum-Tisvildevejen havde søgt midler hos LAG, for at kunne producere en række film med kulturformidling, i forbindelse med deres vandrerute.

Projektet blev til i alt 11 film, som kan opleves flere steder på ruten mellem Esrum og Tisvildeleje. Her kan man ved scanning af en QR kode, med sin mobiltelefon, blive præsenteret for en lille film af ca. 4 minutters varighed, som fortæller om fortiden og nutiden på pågældende sted. Flere steder bliver koderne flankeret af infotavler, som Undertryk også har designet.

Her fortælles om Pibe Mølle, Annisse Kirke og Landsby, Helene Kilde og Grav, Torup Landsby (Ja, den havde jeg heller aldrig hørt om…), Kulsvierne, Esrum Kloster, Ramløse Mølle, Asserbo slotsruin, Parforcejagtlandskabet, Arresø og Melby overdrev.

Opgaven tog det meste af 2020 at færdiggøre, og var ikke uden diverse udfordringer på vejen.

Blandt andet knækkede Ramløse Mølle sine vinger, netop den dag hvor jeg havde planlagt optagelser på stedet. Så i flere situationer blev jeg nød til, at alliere mig med mange af de frivillige rundt omkring i Nordsjælland, som både var villige til at stille op til interview, skaffe fotos og andet materiale, samt i enkelte tilfælde sørge for arkivoptagelser, dronefotografering og meget mere.
Tusind tak for det. Uden det blev der ingen film.

Og så kom Coronaen….

Ganske få uger inden deadline, blev Danmark lagt ned, og af samme grund blev flere planlagte interviews og optagelser lagt på hylden, og færdiggjort på anden vis. Desuden blev premieren på filmene udskudt på ubestemt tid…. Og det er de desværre stadig.

Derfor har jeg nu valgt at præsentere dem her. Jeg er ganske stolt af hele projektet, og synes det er ærgerligt, at filmene ikke bliver set i det omfang som var tiltænkt.

Jeg har nydt at være “turist” i eget område, og har nærmest set og oplevet mere på den opgave, end jeg har gjort i hele min levetid, og jeg er super taknemlig for at ha’ været en del af dette projekt. Håber også at du synes om det.

.

Fotos – Behind  the scenes

Du kan se mere om Pilgrimsruten Esrum-Tisvildevejen ved at klikke her…

og du kan se andre film, animationer og lign. som Tegnestuen Undertryk har produceret her